hjørnesofa
Stil

DIY: Byg din egen hjørnesofa

2. august 2011
af Sidsel Zachariassen
Nana syntes ikke, en traditionel sofa passede til hendes sommerhus, og derfor byggede hun to brikse, der gør det ud for en hjørnesofa. Og som tilmed er praktiske til opbevaring og overnattende gæster

BYG DIN EGEN HJØRNESOFA

https://imgix.femina.dk/legacy/media/da49906b8f34424c9fe67ccdba51b984.jpg
"Da det er et sommerhus, ville vi ikke bruge for mange penge på en dyr sofa. Og samtidig ønskede vi os et blødt miljø i samme ånd som resten af husets lidt primitive sommerhus-stil. Derfor byggede vi to brikse, der fungerer som en slags hjørnesofa," fortæller Nana, der byggede briksen af mdf-plader, et par billige madrasser og puder, som hun selv har betrukket med gråt møbelstof.
"Det var vigtigt, at puderne havde den rigtige størrelse og ikke var alt for bløde, for at man sidder godt i sofaen. Jeg havde et par store kvadratiske puder, som jeg har købt i Ikea for mange år siden, men jeg skulle bruge fem puder, og man kunne desværre ikke få dem i Ikea mere. Efter lang tids søgen fandt jeg et par stykker magen til i Den Blå Avis og gik så i gang med at sy dem ind. Herefter fik de betræk i samme stof som madrasserne, og som en ekstra detalje kom der store orange knapper i."
"Jeg er rigtig glad for vores løsning, da den passer perfekt til stilen i huset og samtidig er super praktisk. Og som et ekstra plus kan den bruges til overnattende gæster," slutter Nana.

Sådan gør du:
Byg to kasser uden bund af mdf-plader. Du kan få dem skåret i de rette størrelser i trælasten. Der er stolper i hvert hjørne for at stabilisere og nogle tværgående stolper, som toppladen hviler på. Husk at bore en del huller i toppladen, så fugt fra madrassen kan komme væk. Mdf tåler ikke ret meget fugt. Spartl hullerne, og mal kassen. Betræk madrasser og puder med slidstærkt møbelstof.

Tip:
Lav en topplade, der kan vippes. Så er det nemmere at bruge kassen til opbevaring

Det har kostet:
Stof, 800 kr., puder, 150 kr., mdf-plader, 900 kr., knapper, 50 kr., madrasser, 800 kr., maling, 300 kr.

Læs også: Ugens ide: En smart gallerivæg

Læs også