Ramt lige i maven af "Antichrist"

Jeg bliver ved med at få mails fra min veninde - vi har været i biografen sammen og filmen, vi har set, vil under ingen omstændigheder slippe sit tag i hende. "Antichrist", Von Triers film, der ikke (fuldstændig uforståeligt) fik palmerne i Cannes - et mesterværk, vil jeg kalde den, og, som det fremgår af min venindes mails, totalt uafrystelig. Hun er nu på fornavn med instruktøren, skriver ikke andet end: "Tror du, det, Lars ville, var at ...?" "Tror du ikke, at Lars har tænkt …" og så videre. Hun prøver at finde ud af, hvad han ville med det alt sammen, selvfølgelig fordi hun følte sig ramt.

Og hvad var det, der ramte meget plet i den film? For hver og en af os, der vovede os ind i mørket til monsteret, vil det nok være noget forskelligt. Analysere på det kan man virkelig sagtens, uanset hvad anmelderne eller instruktøren måtte mene; min veninde går lystigt til tasterne tidligt og silde og har en ny analyse klar hver eneste gang.

Så den der med, at den ikke kan analyseres, den køber jeg ikke. Min egen oplevelse med filmen får jeg derfor lyst dele med jer, og den er i første omgang helt enkelt følelsesmæssig. Jeg sidder der i biografens mørke, har købt popcorn, jeg ikke får spist, fordi jeg ikke kan være i mit sæde af bare vrede. Den mand på lærredet gør mig absolut rasende. Hvad fanden bilder han sig ind? Der er simpelthen ikke noget af den kvindelige hovedperson, der må være der. Hele tiden og konstant gør han sig alle anstrengelser for at få, hvad det end er, til at gå væk. Hun skal helbredes for sin sorg, for han kan ikke bære, at den findes - hvorefter han slæber hende med ud i skoven. Heller ikke der kan hun få lov at have det, som hun har det - hold dog helt kæft, da han selv under en visualisering vil kontrollere og styre selve visualiseringen, var jeg lige ved at springe op på lærredet og kværke ham. Han brød ind midt i HENDES visualisering! Jeg kunne næsten ikke være i min krop, jeg sydede af raseri, mage til frækhed .

Ja, det var altså det, den ramte i mig, oprør og vrede mod hvem som helst, der ville bestemme min oplevelse af hvad som helst. Og enkelt er det jo ikke, det der med, at man ikke bliver set eller hørt. Det får følelserne i kog. Hun får heldigvis sagt fra til sidst, på en ret så bastant måde og alt, alt for sent, desværre, sådan som det også ofte sker i det virkelige liv. Da hun endelig går til modangreb, må hun gøre det så heftigt og grimt, at det ikke kan forsvares, og straffen kommer prompte - hun bliver kvalt for sit oprør, og deri er selvfølgelig en lektie for os kvinder, en lektie, vi burde have lært for længe siden, men prisen er så forbandet høj. Men sig fra i tide, er et bud på lektien.
Åh, jeg elskede den film, jeg syntes, den var så uendelig smuk i sin afbildning af menneskets uformåenhed.
Kærlig hilsen
Renée